Idégenerering: 5 metoder der slår den klassiske brainstorm

Whiteboardet er sat op, der er post-its på bordet, og du siger: Nu tænker vi frit, der findes ingen dårlige idéer. Ti minutter senere har I fjorten idéer. Tre af dem kom fra den samme person, syv er variationer over det, chefen nævnte i indledningen, og resten er så generelle, at ingen kan gøre noget ved dem på mandag.

Det er ikke deltagernes skyld. Det er metodens. Den klassiske brainstorm, hvor alle råber ind i samme rum, har nogle indbyggede problemer: de hurtigste taler mest, den første idé sætter retningen for alle de næste, og man kan kun tænke på én ting ad gangen, når man også skal lytte.

Heldigvis findes der metoder, der løser præcis de problemer. De tager ikke længere tid. De giver bare flere og mere forskellige idéer, og de fordeler taletiden mere retfærdigt.

Hvad der går galt i den almindelige brainstorm

Tre mekanismer arbejder imod jer, når en gruppe idéudvikler mundtligt.

Den første er blokering: kun én kan tale ad gangen, så mens du venter på tur, glemmer du din egen idé eller holder op med at udvikle den. Den anden er forankring: den første idé, der bliver sagt højt, former alt det, der kommer bagefter. Den tredje er den sociale: folk holder de skæve forslag tilbage, hvis chefen sidder med, eller hvis nogen allerede har sagt noget, der lyder klogt.

Fællestrækket er, at problemerne opstår, fordi I taler samtidig. Derfor handler de fleste af de metoder, der virker bedre, om at skrive først og tale bagefter.

Metode 1: Brainwriting 6-3-5

Metoden blev beskrevet af tyskeren Bernd Rohrbach i 1968 og er stadig en af de mest effektive.

Seks deltagere sidder om et bord. Hver får et ark, og alle skriver tre idéer på fem minutter — i tavshed. Derefter sendes arkene videre til sidemanden, som enten bygger videre på de tre idéer, de læser, eller skriver tre nye. Det gentages, indtil arkene har været hele vejen rundt.

Regnestykket er en del af pointen: seks deltagere, tre idéer, seks runder à fem minutter giver 108 idéer på en halv time. Mange af dem er ubrugelige, og det er fint. Du leder efter de fem, der ikke var faldet nogen ind i en mundtlig runde.

Det vigtigste er tavsheden. Den fjerner både blokering og forankring på én gang, og den giver de stille deltagere præcis lige så meget plads som de højtråbende.

Metode 2: Den omvendte brainstorm

Stil det modsatte spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at ingen kunder bruger den nye selvbetjeningsløsning? Hvordan får vi garanteret projektet til at skride?

Det lyder som en leg, og det virker, fordi hjernen er langt bedre til at få øje på problemer end på løsninger. Folk bliver kreative med det samme, og stemningen bliver let, fordi ingen skal forsvare et forslag.

Derefter vender I listen om. Hver måde at ødelægge det på peger på et krav til løsningen. Metoden er særlig god, når gruppen er gået i stå, eller når emnet er så velkendt, at alle kan de sædvanlige svar udenad.

Metode 3: Rammer i stedet for frihed

Tænk frit er den værste instruktion, du kan give. Ubegrænsede muligheder lammer, og folk falder tilbage på det kendte.

Giv i stedet kunstige begrænsninger og skift dem hvert femte minut. Hvordan løser vi det uden at bruge penge? Hvordan gør vi det på én dag? Hvad ville en netbank gøre? Hvad hvis vi kun måtte bruge telefonen?

Hver ramme åbner et nyt område af løsningsrummet. Det er den samme logik, der ligger bag design thinking, hvor man arbejder med skarpt formulerede problemstillinger frem for brede ønsker — jo mere præcist problemet er beskrevet, jo mere overraskende bliver løsningerne.

Metode 4: Idéer fra yderkanten

Spørg de mennesker, der bruger tingen anderledes end gennemsnittet. Den nye kollega, der undrer sig over jeres arbejdsgang. Kunden, der bøvler mest. Kollegaen fra den afdeling, der altid bliver ramt af jeres beslutninger.

Ekstremerne afslører, hvad der er reelt besværligt, og hvad der bare er vane. Og de har som regel allerede opfundet en løsning, de bruger i det skjulte, fordi den officielle ikke duer.

Det kræver, at du spørger til handling og ikke til meninger. Ikke Hvad synes du om systemet, men Vis mig, hvad du gjorde sidste gang. Det, folk gør, er mere oplysende end det, de tror, de gør.

Metode 5: Sorter før I diskuterer

Den mest oversete del er, hvad der sker efter idéerne. Mange grupper producerer fint og vælger elendigt, fordi udvælgelsen bliver en diskussion, hvor den mest ihærdige vinder.

Gør det i stedet i to trin. Først grupperer I idéerne i temaer uden at vurdere dem. Derefter giver hver deltager tre stemmer, som sættes i tavshed. Tæl op, og tal så — men kun om de fem øverste.

• Skriv altid før I taler. Fem minutters individuel skrivning før enhver runde giver flere og mere forskellige forslag.
• Lad chefen skrive først og tale sidst. Ellers bliver chefens første sætning til rammen for hele mødet.
• Adskil idéudvikling og vurdering. Bland de to, og folk begynder at censurere sig selv, længe før de siger noget.
• Sæt et mål for antal. Tredive idéer på tyve minutter presser gruppen forbi de oplagte, som altid kommer først.
• Slut med én ejer og én dato. En idé uden begge dele er en note, ikke en beslutning.

Sådan gør du det online

Metoderne overlever fint på skærmen, men et par ting skal justeres.

Brug et fælles dokument eller et digitalt whiteboard, hvor alle skriver samtidig. Det er faktisk en fordel frem for det fysiske rum: ingen skal vente på tur, og alle kan se de andres bidrag på én gang. Til gengæld skal du være mere eksplicit om tiden. Sig præcis, hvor mange minutter der skrives, og sæt en synlig timer, ellers driver folk over i mail.

Slå kameraer fra under skriveperioden. Det lyder omvendt, men det virker: folk tænker dårligere, når de kan se ni ansigter kigge på sig, og bedre når de kun ser deres eget ark.

Og læg afstemningen i værktøjet frem for i samtalen. Stemmer, der afgives samtidig og synligt for alle, er langt mindre påvirkede af, hvem der talte sidst. Det er den samme pointe som i det fysiske rum, bare lettere at gennemføre digitalt.

Modargumentet: er det ikke bare leg?

Indvendingen hører man tit, især i organisationer under pres: vi har ikke tid til post-its, vi har en deadline.

Den er rimelig, hvis idéudvikling bliver et selvstændigt arrangement uden konsekvens. Men pointen med metoderne er det modsatte: de er hurtigere end den mundtlige brainstorm, fordi de fjerner ventetid. En 6-3-5-runde tager en halv time og er færdig. En fri diskussion om det samme tager halvanden time og ender ofte uden noget, nogen kan handle på.

Den rigtige kritik er en anden: idéer er ikke problemet i de fleste organisationer. Gennemførelse er. Derfor skal en idéworkshop altid slutte med, at et lille antal forslag får en ejer, en frist og et første skridt, der kan tages i denne uge. Uden det led er kritikken berettiget.

Sådan kommer du i gang

Afprøv det på et konkret problem, I allerede har:

1. Formulér problemet som ét spørgsmål, der starter med Hvordan kan vi. Er spørgsmålet uklart, bliver idéerne det også.
2. Afsæt 45 minutter og seks deltagere. Inviter mindst én, der ikke plejer at være med.
3. Kør en 6-3-5-runde i tavshed. Ingen drøftelse undervejs — heller ikke afklarende spørgsmål.
4. Gruppér, stem i tavshed, og tal først bagefter.
5. Vælg to idéer, giv dem hver en ejer og en dato inden for fjorten dage.

Skal du facilitere den slags for andre — og gerne for grupper, hvor der er både interesser og uenighed i rummet — er det et håndværk, man kan lære systematisk. Det er kernen i facilitatoruddannelsen, og skal du også kunne styre selve mødeformen og beslutningerne bagefter, hænger det sammen med mødeledelse og facilitering.

Prøv tavsheden først. Den ene ændring — skriv før I taler — gør som regel mest forskel på det første forsøg.