Spørgeteknik for facilitatorer: spørgsmål der åbner rummet

Du står foran fjorten kolleger. Dagsordenen er sat, flipoveren er klar, og du har lige præsenteret problemet. Så siger du: "Er der nogen, der har input til det?"

Der er stille. En kigger i sin kalender. En anden nikker opmuntrende uden at sige noget. Efter otte sekunder redder du situationen ved selv at foreslå noget, og resten af workshoppen bliver en høflig diskussion af dit forslag.

Det var ikke gruppen, der var passiv. Det var spørgsmålet, der var umuligt at svare på.

Spørgsmålet sætter loftet for svaret

Som facilitator har du sjældent den faglige viden i rummet — det har deltagerne. Din opgave er at få den ud og gøre den brugbar. Det eneste rigtige værktøj, du har til det, er de spørgsmål, du stiller, og den rækkefølge du stiller dem i.

Et dårligt spørgsmål kan ikke reddes af en god gruppe. "Har I nogen input?" kræver, at deltageren selv definerer, hvad et input er, vurderer om hendes tanke er god nok, og tør være den første. Det er tre beslutninger på to sekunder, og de fleste vælger at lade være.

Et godt spørgsmål gør arbejdet for deltageren. Det afgrænser, hvad der spørges om, gør det tydeligt, at flere svar er velkomne, og fjerner risikoen for at svare forkert.

Fire typer, og hvad de faktisk gør ved rummet

Du behøver ikke en katalog over spørgsmålstyper. Du har brug for fire, og du skal kunne mærke, hvornår du bruger hvilken.

Det cirkulære spørgsmål er det mest oversete og ofte det stærkeste. Det lader deltageren sige noget kritisk uden at eje kritikken selv, og det er langt lettere at svare på end "hvad er du bekymret for".

Det åbne spørgsmål, der ikke åbner noget

De fleste facilitatorer ved godt, at åbne spørgsmål er bedre end lukkede. Alligevel falder mange i en af tre fælder:

• Spørgsmålet er for stort. "Hvordan skaber vi bedre samarbejde?" er ikke et spørgsmål, det er et emne. Skær det ned: "Hvornår gik det sidst galt mellem os to afdelinger?"
• Spørgsmålet indeholder svaret. "Synes I ikke også, vi skal begynde med det tekniske?" er et udsagn med et spørgsmålstegn.
• Der er to spørgsmål i ét. "Hvad er problemet, og hvad foreslår I?" får deltageren til at springe analysen over og gå direkte til løsningen.

Den simpleste rettelse: stil ét spørgsmål, gør det konkret, og gør det klart, at du vil have flere svar. "Giv mig tre ting, der står i vejen" virker bedre end "hvad står i vejen", fordi tallet fortæller, at det første svar ikke er nok.

Stilheden er en del af spørgsmålet

Efter et godt spørgsmål skal der være stille. Det føles ubehageligt for den, der står forrest, og det er derfor de fleste facilitatorer selv fylder pausen ud.

Prøv at tælle. Ti sekunder er ikke usædvanligt, når spørgsmålet er godt nok til at kræve eftertanke. Bryder du stilheden efter tre, får du kun svar fra dem, der tænker hurtigt og taler gerne — og du hører de samme fire mennesker hele dagen.

En brugbar mellemvej er at give tænketiden en form. Bed deltagerne skrive to minutter for sig selv, inden nogen siger noget. Så bliver stilheden legitim, alle har et svar klar, og du får også fat i dem, der har brug for at formulere sig, inden de taler.

Sådan får du de tavse med uden at udstille dem

Der er altid nogen, der ikke siger noget. Nogle gange fordi de er uenige, nogle gange fordi rummet domineres af tre andre, og nogle gange fordi de er nye.

Den dårlige løsning er at spørge direkte: "Hvad synes du, Jonas?" Det sætter ham på plads foran alle og giver ham to sekunder til at finde på noget.

De metoder, der virker, flytter i stedet rammen. Lad deltagerne tale to og to i tre minutter, før I går i plenum — så har alle allerede sagt deres tanke højt én gang. Bed om skriftlige bidrag på sedler, og læs dem op uden navne. Eller stil et spørgsmål, der ikke kræver en holdning: "Hvad har I set af det her ude hos jer?" Erfaring er lettere at dele end vurderinger.

Det er den slags greb, en facilitatoruddannelse bruger mest tid på — ikke fordi teorien er svær, men fordi timingen skal trænes med rigtige mennesker i rummet.

Nogle gange skal du lukke, ikke åbne

Faciliteringens dårlige rygte kommer et sted fra. En proces, der kun åbner, ender som en samling gule sedler og en gruppe, der er trætte og ikke er blevet enige om noget.

Derfor er de lukkede spørgsmål lige så vigtige som de åbne. De skal bare komme det rigtige sted. Tommelfingerreglen er, at den sidste tredjedel af en session hører til konvergensen: "Hvilke to af de her syv arbejder vi videre med?", "Hvem tager den?", "Er der nogen, der ikke kan leve med den beslutning?"

Det sidste spørgsmål er værd at lære udenad. Det er langt mere præcist end "er alle enige", fordi det skelner mellem begejstring og accept — og accept er som regel det, du har brug for.

"Vi har ikke tid til alt det spørgen"

Indvendingen er reel, især i organisationer, hvor møder allerede fylder for meget. Hvorfor bruge ti minutter på at spørge, når lederen kan sige, hvad der skal ske, på to?

Svaret afhænger af opgaven. Skal en beslutning blot meldes ud, er facilitering spild af alles tid — så hold en kort orientering i stedet. Men skal beslutningen føres ud i livet af de samme mennesker, der sidder i rummet, betaler de ti minutter sig tilbage i implementeringen. Den modstand, du ikke hører i mødelokalet, dukker op senere i hverdagen, hvor den er dyrere at håndtere.

Så vælg bevidst. Facilitering er ikke en høflighedsform, det er en metode med et formål — og hvis formålet ikke kræver deltagernes viden eller opbakning, så lad være.

Sådan kommer du i gang

Du kan prøve det på det næste møde, du selv skal styre:

1. Skriv tre spørgsmål ned på forhånd. Ét åbnende, ét der udfordrer, ét der lukker.
2. Fjern alle spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej — medmindre du bevidst vil lukke.
3. Gør det første spørgsmål konkret nok til at en deltager kan svare uden at tænke sig om i et minut.
4. Byg tænketid ind: to minutters skrivning eller tre minutters snak to og to.
5. Tæl til ti efter hvert spørgsmål, før du siger noget selv.
6. Slut med det lukkende spørgsmål og skriv beslutningen op, mens alle kan se den.

Punkt fem er det, der føles værst og virker bedst.

Når faciliteringen skal være mere end gode intentioner

Spørgeteknik er håndværk, og håndværk bliver bedre af at blive set efter i sømmene af nogen, der ved, hvad de kigger efter. Skal du kunne stå med en gruppe, der er uenige, og stadig komme ud med en beslutning, kræver det både metoder og øvelse.

Vil du arbejde videre med det, findes der flere veje ind. Innovative møder og workshops handler om at designe selve seancen, mødeledelse og facilitering om at styre rummet undervejs, og grundlæggende procesforståelse om at forstå, hvad der egentlig sker mellem mennesker i en proces.

Men begynd i det små. Slet det sidste "har I nogen input?" fra din næste dagsorden, og skriv et rigtigt spørgsmål i stedet.