Der er gået tre uger, siden Mette meldte sig syg. Du har skrevet et par venlige beskeder og fået korte svar tilbage. Nu står der i kalenderen, at du skal indkalde til en sygefraværssamtale, og du udskyder den, fordi du ikke ved, hvad du må spørge om, og fordi du er bange for at virke som om du presser.
Det er en almindelig situation, og udskydelsen er den dyreste af mulighederne. Jo længere en sygemelding varer uden kontakt, jo sværere bliver vejen tilbage — for begge parter.
Her får du reglerne, rammerne og en konkret måde at forberede samtalen på, så den handler om arbejde og muligheder frem for om sygdom.
Efter sygedagpengelovens § 7a skal arbejdsgiveren indkalde til en personlig samtale om, hvordan og hvornår medarbejderen kan vende tilbage — senest fire uger efter den første sygedag. Indkaldelsen skal ske med rimeligt varsel, typisk et par dage.
Et par ting er værd at have med, fordi de fjerner en del af nervøsiteten:
Reglerne kan ændre sig, og der kan gælde supplerende aftaler i jeres overenskomst eller personalehåndbog. Tjek med HR, før du sender indkaldelsen første gang.
| Redskab | Hvem tager initiativ | Hvad det bruges til |
|---|---|---|
| Sygefraværssamtale | Arbejdsgiver, senest 4 uger efter første sygedag | Afklare hvordan og hvornår medarbejderen kan vende tilbage |
| Fastholdelsesplan | Medarbejderen kan bede om den, hvis de ikke forventer at være tilbage inden for 8 uger | Beskrive vejen tilbage, helt eller delvist. Medarbejderen tager den med til kommunen |
| Mulighedserklæring | Arbejdsgiver, når som helst under fraværet | Lægefaglig vurdering af, hvad medarbejderen kan og ikke kan på jobbet |
Mulighedserklæringen er den mest oversete af de tre. Den har to dele: første del udfylder du og medarbejderen sammen, hvor I beskriver arbejdsfunktionerne og jeres bud på skånehensyn. Anden del udfylder lægen, som forholder sig til funktionsevnen og mulighederne — ikke til diagnosen. Regn med omkring fjorten dage, før den er tilbage.
Arbejdsgiveren kan afslå at lave en fastholdelsesplan, hvis det vurderes unødvendigt. Men tænk dig om, før du gør det: en medarbejder, der selv beder om en plan, signalerer, at de gerne vil tilbage.
Du har ikke ret til at få oplyst diagnosen. Hverken af medarbejderen eller af lægen. Det gælder også, hvis medarbejderen selv har fortalt noget uformelt tidligere.
Det, du må og skal spørge om, er noget andet og mere brugbart: hvilke arbejdsopgaver kan du løse lige nu, hvilke kan du ikke, hvad skulle der til, for at du kunne løse nogle af dem, og hvornår tror du selv, du kan begynde? Det er spørgsmål om arbejde, ikke om helbred, og de er lovlige, relevante og langt mere konstruktive.
Fortæller medarbejderen af sig selv om sin sygdom, må du gerne lytte. Du må bare ikke bede om det, og du må ikke gøre oplysningen til en betingelse.
En dårlig sygefraværssamtale er en, der er improviseret. En god er forberedt på tyve minutter.
Forberedelsen er også der, hvor du beslutter dig for din egen rolle. Du er leder, ikke behandler, og det er i orden at sige, at du ikke ved, hvad der er klogt sundhedsfagligt. Den afklaring ligger i kernen af lederkurset i medarbejdersamtaler, hvor de svære samtaler trænes med rollespil frem for med teori.
Begynd med at sige, hvad samtalen er — og hvad den ikke er. "Det her er en lovpligtig samtale om, hvordan vi får dig godt tilbage. Det er ikke en vurdering af din ansættelse."
Derefter: stil ét åbent spørgsmål, og lad der være stilhed. "Hvordan ser det ud fra din side?" Mange ledere fylder pausen med forslag, før medarbejderen når at svare. Lad være.
Arbejd jer derefter gennem tre spørgsmål: hvad kan du lige nu, hvad skulle der til for at du kunne lidt mere, og hvad er næste skridt. Slut altid med en konkret aftale — en dato, en opgave, et opkald i næste uge. En samtale uden en aftale er en samtale, der skal tages om.
Skriv et kort referat på fem linjer og send det samme dag. Det beskytter jer begge og fjerner tvivl om, hvad I blev enige om.
Mange korte fravær kan være lige så tunge for en afdeling som ét langt. Her gælder samme princip: tag samtalen tidligt, og gør den til en samtale om mønsteret, ikke om den enkelte fraværsdag.
Vær konkret og faktuel: "Du har haft ni fraværsdage fordelt på fem perioder siden januar. Jeg vil gerne høre, om der er noget, vi kan gøre." Og hold igen med at konkludere. Der kan ligge alt fra et arbejdsmiljøproblem til forhold i privatlivet bag — og du kommer længst ved at spørge frem for at gætte.
Den bekymring er reel, og den er værd at tage alvorligt. En sygefraværssamtale, der er skruet sammen som en afhøring, gør skade. Medarbejderen føler sig mistænkeliggjort, og næste gang kommer sygemeldingen senere, end den burde.
Men alternativet — ingen kontakt — er ikke omsorg. Det er usikkerhed. Den sygemeldte sidder derhjemme og gætter på, om arbejdspladsen har glemt dem eller er begyndt at planlægge uden dem. Kontakt, der handler om muligheder og ikke om kontrol, er det, der gør tilbagevenden lettere.
Forskellen ligger i ét ord: hvis du taler om, hvad medarbejderen kan, er det fastholdelse. Hvis du taler om, hvad de ikke kan, er det dokumentation. Vær bevidst om, hvilken samtale du holder.
Sygefraværssamtalen hører til i den kategori af ledelsesopgaver, hvor man kun bliver god ved at øve sig — helst før det gælder. Vil du træne selve samtalen, er lederkurset et sted, hvor du både får rammen og en makker at øve med. Er du ny i rollen og står med den slags samtaler for første gang, tager First Time Manager fat i både forberedelsen og det, der sker bagefter.
Uanset hvad: send indkaldelsen på mandag. Ventetiden gør det aldrig lettere.